Forebyggelse. Forebyggelse. Forebyggelse.
Vi har pointeret det før. Reelt har vi intet valg. Vi er nødt til at tage forebyggelse langt mere alvorligt, hvis vi skal sikre fremtidens sundhedsvæsen mod at knække under for den bølge af flere ældre og kronikere, som bliver en realitet de kommende årtier.
Personalemangel er og bliver en alvorlig udfordring. Skal vi sikre de nødvendige ressourcer og pleje til dem, der får behov for specialiseret behandling, er det bydende nødvendigt, at vi som samfund fremmer den primære forebyggelse og ikke mindst befolkningens evne til egenomsorg.
De seneste år har vi fået fremstillet kampen mod corona som det vigtigste slag for folkesundheden med vacciner som det måske mest effektive våben. Det ensidige fokus på en enkelt sygdom er en farlig kurs, som har vist sig at gå ud over behandlingen af andre sygdomme. Det er den nok vigtigste og dyrt købte erfaring efter corona-nedlukninger og omfattende restriktioner.
Bekymrende at vi intet har lært
Den mængde ressourcer, der har været allokeret til at bekæmpe COVID-19 er ude af proportioner, og mest bekymrende er det, at vi tilsyneladende intet har lært. Senest har forligspartierne afsat op mod to mia. kr. på årets finanslov til fortsat corona-håndtering. Penge til smitteopsporing, vaccinationer med mere, mens eksempelvis psykiatrien må kigge langt efter de lovede og tiltrængte ekstra midler.
På linje med COVID-19 er der her tale om sygdomme, der kan ramme os alle – og som modsat corona faktisk ikke sjældent fører til dødsfald også blandt de yngste.
Som udgangspunkt fødes vi stort set alle sunde – og målet er at sikre os så mange gode, funktionsdygtige leveår som muligt. Sundhed er midlet til det liv, vi gerne vil leve. Derfor skal vi passe på vores sundhed. At være sund er ikke det samme som at være rask. Rask er det modsatte af syg, sund er det modsatte af usund.
Den vigtigste lære af corona-årene, at vi som samfund minder hinanden om, at netop proportionaliteten i sundhedsvæsenet kombineret med øget vægt på forebyggelse er alfa-omega
En usund livsstil øger risikoen for at blive syg. Man kan altså være rask og leve usundt med større risiko for at blive syg, end hvis man lever sundt. Hvis man er syg, kan man leve sundt og dermed styrke chancen for bedring. Kort fortalt ved vi, at det er usundt at ryge og indtage alkohol – og det er sundt at være fysisk aktiv og indgå i tætte relationer og fællesskaber. Ensomhed er en risikofaktor for fysisk og psykisk sygdom samt for tidlig død.
Ved at træffe sunde valg udsætter vi sygdom og muliggør et liv med de bedste forudsætninger for at være aktive i så mange år som muligt. Forebyggelse handler altså om at forbedre den enkeltes mulighed for at holde sig sund og rask – og dermed forebygge alvorlig sygdom.
Derfor giver det god mening at bakke op om principperne i børnevaccinationsprogrammet samt vaccinere udsatte grupper mod eksempelvis influenza eller COVID-19, der siden 1. april har været ligestillet med netop influenza.
Skal ikke vaccinere børn alene for andres skyld
At de sundhedsmæssige fordele for den enkelte skal overstige ulemperne, er selve kongstanken i det danske børnevaccinationsprogram – og det skal vi værne om. Fordi det forhindrer børn i at få sygdomme som mæslinger, der kan medføre alvorlige gener for det enkelte barn. Det er helt afgørende for forældrenes fortsatte tillid til børnevaccinationsprogrammet.
Derfor må forebyggelse ikke blive et spørgsmål om at vaccinere børn alene for at undgå, at andre bliver syge eller deres forældre slipper for at blive hjemme, fordi deres børn er syge. Det er en vigtig pointe i en tid, hvor vaccinationer af mange efterhånden opfattes som et generelt forebyggelsestiltag.
Aktuelt argumenterede administrerende direktør Lars Møller, medicinalvirksomheden Pfizer, forleden hos Dagens Pharma for, at vacciner er en af de bedste muligheder, vi har for at forebygge sygdom til gavn for både den enkelte, for vores sundhedsvæsen, for arbejdsmarkedet og samfundet som helhed: ‘for eksempel ved at reducere antallet af sygedage for forældre til mindre børn’, som han udtrykte det.
At den danske topchef for måske verdens største vaccineproducent forsøger at sælge industriens produkter som et forebyggelsestiltag er næppe overraskende. Men netop her springer kæden af. Vi kan og skal ikke generelt vaccinere børn mod sygdomme alene af hensyn til andres velbefindende. Børn skal vaccineres, hvis det gavner deres eget helbred. Ellers risikerer vi at spille hasard med forældrenes tiltro til det hidtidige og vigtige børnevaccinationsprogram, som netop har til hensigt at beskytte det enkelte barn.
Vi så de første foruroligende tendenser under corona. Da Sundhedsstyrelsen anbefalede vaccination af børn ned til femårsalderen til trods for, at børn sjældent blev syge af sygdommen – eller smittede i nævneværdig grad – faldt tilslutningen, og kun hver femte femårige blev vaccineret. Mønsteret var det samme, da styrelsen – også af hensyn til andre end børnene – anbefalede influenzavaccine af de 2-6-årige. Blot omkring hvert femte barn i aldersgruppen fik vaccinationen, og myndighederne brændte inde med hovedparten af de 600.000 indkøbte vaccinedoser.
Vi må ikke gentage fejltrin
Allerede tilbage i sensommeren 2021 advarede Den Lægefaglige Tænketank, ATLAS, mod at lade de mindste vaccinere mod corona på et spinkelt grundlag. Også massetest uden mål var tvivlsom anvendelse af ressourcerne, pointerede ATLAS tidligt i forløbet. Hensigten med de mange påbud, nedlukninger og restriktioner var netop at forhindre, at sundhedsvæsenet brød sammen, så andre patientgrupper kom i klemme. Paradoksalt nok var det præcis, hvad der skete. Ventelisterne steg, og særligt børn og ældre led under at være isoleret.
De fejltrin må vi ikke gentage. Derimod er den vigtigste lære af corona-årene, at vi som samfund minder hinanden om, at netop proportionaliteten i sundhedsvæsenet kombineret med øget vægt på forebyggelse er alfa-omega, hvis vi skal udvikle et funktionsdygtigt system og bekæmpe den udbredte ulige adgang til behandling.
Konkret er Lars Møller også bekymret for, at corona-overvågningen af spildevandet nedtones. Det er der næppe grund til. Så længe det overordnede mål med overvågning blot er nysgerrighed, var kræfterne langt bedre brugt på at sikre, at vi som befolkning står så stærkt muligt rustet fysisk som psykisk til at modstå mulige fremtidige virus-trusler.
Med andre ord handler det om forebyggelse.
