Uger efter at Dansk Erhverv og Dansk Selskab for Personlig medicin i begyndelsen af september 2024 satte et mærkbart fokus på barrierer for og potentialer ved personlig medicin, kan optakten til en ‘ny ambitiøs, national strategi for personlig medicin’, som regeringen præsenterede i sit regeringsgrundlag, stadig fornemmes. Håbet er, at dette og de mange andre initiativer fører til, at der – langt om længe – sættes ambitiøse rammer for en hurtig, effektiv, bredt dækkende og ambitiøs implementering i brugen af personlig medicin. 

Jeg håber, at regeringens kommende strategi vil efterlade patienterne med et klart indtryk af, at regeringen (endelig) har set og forstået det større billede, og derved tør bane vejen for personlig medicin, som en del af løsningen på de utrolig mange udfordringer, som nutidens og fremtidens sundhedsvæsen står over for, herunder øget ulighed i sundhed, manglende arbejdskraft og ressourcer, bæredygtig omstilling, mv. Disse udfordringer løses – med al respekt – ikke ved, at to regioner slås sammen…

Prioritér potentiale og eksperter

For det kræver markante og reelle omstillinger i sundhedsvæsenet at indarbejde personlig medicin som en fast bestanddel af opsporing, diagnosticering, behandling og opfølgning. Men det er mit klare indtryk, at netop dét – på den lange bane – vil redde både liv og spare penge.  

Regeringens fornemmeste opgave, når den giver sig i kast med at formulere den kommende ‘Strategi for personlig medicin’ er efter min opfattelse at prioritere at indfri potentialet med de rette midler, samt at lytte til de mange sundhedsfaglige eksperter, som i årevis har forsøgt at gøre opmærksomme på de markante barrierer, som hindrer reel implementering af personlig medicin. 

Det kan fremstå overraskende, at en jurist kan have holdninger til, hvad der bør prioriteres i sundhedsvæsenet, men som patient og pårørende har jeg også en opfattelse af, hvad der skal til, så vi til gavn for patienterne får høstet de betydelige og positive effekter, som personlig medicin kan tilvejebringe.

Barrierer og løsninger

Helt grundlæggende, skal regeringen fremme brugen af personlig medicin ved markant at prioritere investeringer i området. Investeringerne skal sikre LANGSIGTEDE mål, hvilket har to facetter; dels skal investeringer fokusere på at uddanne og omstille, både i forhold til kvalifikationer, kapacitet og udstyr mv. Dels skal investeringerne også være langsigtede i den forstand, at økonomiske beregningsmodeller i højere grad skal inddrage de (samfunds- og erhvervsøkonomiske) gevinster, som først vil kunne høstes på længere sigt. Ligesom værktøjer som eksempelvis alternative og innovative prisaftalemodeller i langt højere grad skal understøttes. 

Det er jo ikke et imponerende antal aftaler, som Amgros og andre aktører reelt har indgået – hverken nominelt eller relativt. Der må med andre ord være plads til forbedring, også dér.

Sundhedsdata er en essentiel nøgle til at kunne udvikle og anvende personlig medicin i behandling. Det virker som en no-brainer, at Danmarks historiske fokus på digitaliseret velfærd og registrering af sundhedsdata er en oplagt mulighed for at centrere og anvende data, som allerede eksisterer eller indsamles kontinuerligt. 

Sundhedsdata udgør en stor ressource med kæmpe potentiale i det danske samfund, som kan bruges effektivt i arbejdet med udvikling, opsporing, forebyggelse, diagnosticering, behandling og opfølgning. Alligevel er der fortsat anseelige politiske, strukturelle, regulatoriske, juridiske og teknologiske barrierer for, at sundhedsdata kan tilgås, undersøges og indgå som fast bestanddel af det danske sundhedsvæsen. 

Det er centralt, at regeringens nye strategi adresserer dette. Det kan dog bekymre, om der er tilstrækkelig appetit på reelt at løse udfordringerne, henset til at vi fortsat kæmper med udfordringer, selv når der skal deles sundhedsdata mellem regioner, samt at der fortsat er flere barrierer end muligheder, når det kommer til sekundær brug af sundhedsdata. 

ATMP (nye avancerede terapier) er også et område, som i højere grad bør prioriteres i regeringens kommende strategi, fordi teknologien og lægemidlerne rummer et stort potentiale for (ofte oversete) patientgrupper med sjældne sygdomme. 

Tal, som LIF offentliggjorde i foråret 2024, viser desværre, at Danmark sakker bagud i forhold til at anbefale godkendte ATMP’er. Ud af 18 nye ATMP med en europæisk markedsføringstilladelse har Danmark alene anbefalet 5. Danmark rangerer dermed i den dårligste halvdel i Europa, hvor vores naboer mod syd eksempelvis topper statistikken, idet Tyskland har godkendt hele 16 ATMP-behandlinger. Det SKAL vi kunne gøre markant bedre.

EMA forventer, at der indenfor en kort årrække vil komme 10-20 lægemiddelansøgninger årligt, og det er essentielt, at Danmark vil være i stand til at optimere mulighederne til gavn for patientbehandlingen ved rent faktisk også at anbefale og ibrugtage de avancerede terapiformer.

En sidste og væsentlig barriere, som alle parter bør sætte alle sejl ind på én gang for alle at gennembryde, er det offentlig-private samarbejde på sundhedsområdet, som skal optimeres i alle led – fra forskning til patientbehandling. Det er helt afgørende, at de løsninger, som pt. eksisterer eller udvikles af innovative danske og internationale lægemiddelvirksomheder, ibrugtages i det offentlige sundhedsvæsen, hvis patienterne skal få gavn af dem – og hér kan pris vel ikke være afgørende parameter, hver gang…?