Annonce

Særligt sårbare vil blive tilbudt fjerde vaccinestik

Sundhedsmyndighederne vil tilbyde særligt sårbare danskere fjerde vaccinestik. Det fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde onsdag, skriver Medwatch.

Få gigtpatienter med svækket immunforsvar har allerede fået tilbudt fjerde vaccinestik, men det vil nu blive tilbudt til flere personer med blandt andet kræft og personer, som er i behandling med immunterapi.

Myndighederne overvejer også, om ældre på plejehjem skal tilbydes et fjerde vaccinestik.

Kilde: Medwatch

Pfizer-vaccine kan gives sammen med pneumokokvaccine

Pfizer viser i et fase 3-forsøg, at det er sikkert og effektivt at give personer både selskabets COVID-19-vaccine og pneumokokvaccine samtidig. Det skriver First Word Pharma.

I forsøget fik 560 forsøgspersoner over 65 år både COVID-19-vaccinen Comirnaty og Pfizers 20-valente pneumokokvaccine Prevnar samtidig. Forsøgsdeltagerne havde mindst seks måneder forinden modtaget deres anden dosis af Comirnaty.

Ifølge resultaterne af studiet udviklede alle forsøgspersoner gode niveauer af antistoffer mod alle 20 stammer af pneumokokker og mod coronavirus.

Kilde: First Word Pharma

Annonce

Medicare vil begrænse adgangen til kontroversielt Alzheimers-middel

Den amerikanske nationale sundhedsforsikring Medicare vil begrænse adgangen til den dyre og kontroversielle behandling mod Alzheimers, Aduhelm. Det skriver Stat News.

Fremover vil det kun blive muligt at benytte Aduhelm gennem Medicare, hvis det samtidig sker i forbindelse med et klinisk forsøg.

Kun ganske få andre lægemidler er i kategorien, hvor de kun må blive benyttet i forbindelse med kliniske forsøg. De går under betegnelsen Coverage with Evidence Development (CED).

Aduhelm har siden godkendelsen fra FDA været omgivet af kontroverser.

Kilde: Stat News

Pfizer fyrer hundredvis af salgsmedarbejdere

Den amerikanske lægemiddelgigant Pfizer har på trods af en enorm indtjening på grund af virksomhedens COVID-19-vaccine valgt at fyre hundredvis af medarbejdere inden for salg. Det skriver Fierce Pharma.

Fremadrettet vil Pfizer fokusere på digitalt salg, fordi virksomheden vurderer, at sundhedsprofessionelle i stigende grad bevæger sig rundt i den digitale verden.

Hundredvis af medarbejdere, der tidligere har rejst rundt til læger og hospitaler i hele verden, vil derfor blive fyret i den kommende tid.

Kilde: Fierce Pharma

Flere job