Annonce

Ikke-vaccinerede har 20 gange højere sandsynlighed for at dø af COVID-19

Et nyt studie fra Texas Department of State Health Services viser, at personer, som ikke har ladet sig vaccinere mod COVID-19, har 20 gange højere risiko for at dø af sygdommen. Det skriver Medscape.

Studiet viser også, at ikke-vaccinerede har 13 gange højere risiko for at få en diagnose med COVID-19.

Data er fra så sent som i september, hvor delta-varianten hærgede den amerikanske stat.

Specielt yngre mennesker har i staten haft gavn af at lade sig vaccinere. Risikoen for dødsfald var 23 gange højere blandt ikke-vaccinerede i 30’erne, mens risikoen for dødsfald var 55 gange højere for ikke-vaccinerede i 40’erne.

Kilde: Medscape

Sanofi køber genterapifirma for 60 mio. dollar

Franske Sanofi har købt det britiske genterapifirma Gyroscope for 60 mio. dollar. Det skriver PharmaTimes.

De første 40 mio. dollar vil blive betalt indledningsvist, mens resten vil blive udbetalt som milepælsbetalinger, hvis firmaet opfylder forskellige betingelser.

Gyroscope vil benytte betalingen til at investere yderligere i sin portefølje af genterapier til blandt andet behandling af sygdomme i immunsystemet.

Kilde: PharmaTimes

Annonce

Middel mod abort øger risikoen for kræft hos barnet

Et middel, der især i 1950’erne og 1960’erne blev brugt til kvinder for at modvirke ufrivillige aborter, viser sig nu at lede til øget risiko for kræft hos børnene. Det skriver First Word Pharma.

Midlet 17-OHPC bliver stadig benyttet i dag, men i et nyt studie viser forskere, at børn af de kvinder, der blev behandlet med midlet for 60-70 år siden, har dobbelt så høj risiko for at have udviklet kræft siden hen.

65 pct. af kræfttilfældene er blandt personer, der var yngre end 50 år på diagnosetidspunktet.

Studiet viser også, at midlet ikke har nogen effekt på risikoen for for tidlig fødsel.

Den amerikanske sundhedsmyndighed FDA foreslog i 2020 at fjerne midlet fra markedet.

Kilde: First Word Pharma

Jardiance virker mod både nyresvigt og hjertesvigt

Et nyt studie fra Eli Lilly og Boehringer Ingelheim viser, at deres fælles lægemiddel Jardiance kan reducere risikoen for dødsfald og hospitalsindlæggelser på grund af hjertesvigt, samtidig med at midlet reducerer graden af nyresvigt. Det skriver FiercePharma.

Data kommer fra fase 3-studiet EMPEROR-Preserved.

Ifølge Fierce Pharma kan opdagelsen været et gennembrud for de mange millioner mennesker, der både lider af hjertesvigt og kronisk nyresygdom. I USA drejer det sig om halvdelen af de seks mio. mennesker med hjertesvigt.

I studiet havde 53,5 pct. af forsøgsdeltagerne nyresygdom, mens 9,7 pct. havde alvorligt nyresvigt.

Jardiance var ud over den hjertebeskyttende effekt også i stand til at reducere progressionen i nyresvigt med 40 pct.

Kilde: Fierce Pharma