Annonce

Novo Nordisk Fonden vil bekæmpe luftvejssygdomme med nyt initiativ

Novo Nordisk Fonden har bevilget 1,8 mia. kr. til at etablere et nyt initiativ, som skal udvikle vacciner mod luftvejssygdomme. Det skriver fonden i en pressemeddelelse.

I begyndelsen vil initiativet have fokus på tuberkulose, influenza og gruppe A-streptokokker.

Det nye vaccinetiltag er blevet til i samarbejde med Københavns Universitet. Derudover bliver Statens Serum Institut en nøglepartner.

Kilde: Novo Nordisk Fonden

Ny EU-forordning om donation af blod, væv og celler på vej

EU-Parlamentet og EU-Rådet er nået til enighed om en ny forordning, som skal sørge for sikkerheden og kvaliteten af såkaldte stoffer af menneskelig oprindelse. Det drejer sig eksempelvis om blod, væv, celler og mikrobiota.

Det skriver EU-Kommissionen. Reglerne skal bl.a. være med til at sikre, at borgere er bedre beskyttet, når de enten donerer eller modtager stoffer. Næste skridt bliver, at aftalen formelt bliver vedtaget af parlamentet og EU-Rådet.

Kilde: EU-Kommissionen

EU-landene investerer i stigende grad i forskning og udvikling

Europa investerer mere og mere i forskning og udvikling (R&D). I 2022 nåede EU-landenes investeringsvækst i R&D det højeste niveau siden 2015.

Det viser rapporten The 2023 EU industrial R&D investment scoreboard, skriver EU-Kommissionen. Danmark er på en sjetteplads over de EU-lande, hvis virksomheder investerede mest i R&D sidste år.

Kilde: EU-Kommissionen

Antallet af gonorrétilfælde stiger drastisk

Der er et stigende antal personer, som bliver smittet med kønssygdommen gonorré. Det skriver Statens Serum Institut. Fra 2021 til 2022 er antallet af smittetilfælde steget med 46 pct. Fra 2020 til 2021 blev der derimod ikke set nogen stigning.

I 2022 var der flest smittede i aldersgruppen 30-39 år for mænd. Mens der var flest kvinder, som fik sygdommen, i aldersgruppen 20-24 år. Kigger man på landsdele, var der flest smittede i København.

Kilde: Statens Serum Institut

Annonce

Refleksioner fra en ny borger: Fremtidens sundhedssystem kræver langsigtede reformer

Danmark har et fantastisk fundament for et sundhedsvæsen i top, men der er behov for mere mod og langsigtet planlægning, hvis vi skal beholde vores gode ry og førerposition og indrette et stærkt sundhedssystem – også i fremtiden. Det mener Ece Bayrak, MSD Danmarks direktør, der her gør status efter sit første halve år i Danmark.