COVID-19-vacciner blev ikke hastet igennem

Forskere har undersøgt, hvornår patenterne bag mRNA-vaccinerne mod coronavirus blev udtaget, og det peger på, at vaccinerne ikke blev hastet igennem, sådan som mange har frygtet.

Annonce

Mere end godkendt regnskab fra Genmab

Genmab løfter den nedre ende af sin prognose for 2022 med et par hundrede millioner kr. drevet af et stærkt salg af supersællerten Darzalex til behandling af knoglemarvskræft. Det skriver Sydinvest.

Førhen estimerede Genmab en omsætning på 10,8 mia. kr. til 12 mia. kr., men de forventninger får et lille løft til 11 til 12 mia. kr.

På samme måde løfter Genmab den nedre forventning til salget af Darzalex således, at det danske medicinalselskab forventer at sælge for 7,5 til 8,0 mia. kr. i år.

Inkluderet i slagsprognosen er desuden royaltyindtægter og milepælsbetalinger for øjenmidlet Tepezza, sklerosemidlet Kesimpta, Rybrevant mod lungekræft og livmoderhalskræftmidlet Tivdak.

Kilde: Sydinvest

Stærkt regnskab af Lundbeck

Kvartalsregnskabet fra Lundbeck er landet, og det har de danske investorer taget godt imod. Det skriver Euroinvestor.

Forventningerne til Lundbeck var en omsætning på 4.233 mio. kr. og et driftsresultat på 731 mio. kr.

Lundbeck ramte over det estimat med hhv. 4.372 mio. kr. i omsætning og et driftsresultat på 875 mio. kr.

Aktiemarkedet kvitterede ved at sende prisen på aktien i Lundbeck et godt stykke i vejret.

Kilde: Euroinvestor

Annonce

Fase 3-data med RSV-middel ser lovende ud

AstraZeneca har fremlagt data fra et fase 3-studie med deres middel nirsevimab som forebyggende behandling mod RSV, og resultaterne ser lovende ud. Det skriver PharmaTimes.

Data fra forsøget viser, at nirsevimab reducerede nyfødtes risiko for at blive ramt af behandlingskrævende luftvejsinfektioner med respiratorisk syncytialvirus (RSV) med 79,5 pct.

Nirsevimab er det første immuniserende lægemiddel, som er designet til at beskytte alle nyfødte mod at blive syge af RSV i RSV-sæsonen, som typisk løber fra november til april.

Blodprøveanalyser fra forsøgsdeltagerne viste, at niveauerne af antistoffer mod RSV blev forhøjet 50-fold ved én enkelt dosis af nirsevimab.

Kilde: PharmaTimes

SSI modtager millionbeløb til forskning i COVID-19 og klamydia

Statens Serum Institut (SSI) har modtaget 5,5 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsråd til forskning i, om COVID-19 kan give psykiske sygdomme og til at udvikle en vaccine mod klamydia. Det skriver SSI i en pressemeddelelse.

SSI er allerede langt fremme med udviklingen af en vaccine mod klamydia. Blandt andet har instituttet fundet ud af, at Th17 T-celler ser ud til at spille en meget vigtig rolle, når kønsvejene skal forsvare sig mod infektioner.

I forskningen skal forskerne nærmere undersøge, hvordan Th17 T-cellerne kan bruges i kampen mod klamydia.

Forskningen udføres i samarbejde med forskere fra Københavns Universitet og er en fortsættelse af et allerede etableret samarbejde.

Kilde: Statens Serum Institut

Flere job