Annonce

Annonce

Teva får milliardbøde fra EU-Kommissionen

Det israelske medicinalselskab Teva er blevet idømt en bøde på 462,6 mio. euro, der svarer til omkring 3,45 mia. kr., af EU-Kommissionen. Det skriver kommissionen i en pressemeddelelse.

Her lyder det, at Teva har ‘misbrugt sin dominerende position’ på markedet for behandling af multipel sclerose, hvor selskabet har ‘blockbuster-medicinen’ Copaxone. Kommissionens undersøgelse har vist, at selskabet har ‘misbrugt’ patent-procedurer.

Kilde: EU-Kommisionen

14 leverandører deltog i fælles nordisk udbud

Der er 14 leverandører, som har deltaget i et fælles nordisk udbud fra Danmark, Island og Norge. Det skriver indkøbsorganisationen Amgros i en nyhed.

I udbuddet vægtede pris 50 pct., mens miljø vægtede 30 pct. og forsyningssikkerhed 20 pct. De nye aftaler, som træder i kraft 1. april næste år, varer i to år, hvor der er mulighed for at forlænge aftalen. Lægemidlerne, der er omfattet af aftalerne, er eksempelvis paracetamol og meropenem.

Kilde: Amgros

Flere børn og unge får sovemedicin

Der er et stigende antal børn og unge, som får sovemedicin. Fra 2022 til 2023 er der sket en stigning på 14 pct. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Stigningen skyldes bl.a., at der er flere børn og unge, som bruger melatonin.

Her er antallet af brugere steget med 15 pct. fra 2022 til 2023. Til gengæld er brugen af andre typer sovemedicin faldet. Det gælder eksempelvis benzodiazepin-lignende midler og medicin med det aktive stof promethazin.

Kilde: Sundhedsdatastyrelsen

Aftale udvider tilskud til tandpleje

En ny aftale, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået, udvider den gruppe af patienter, som kan få tilskud til tandpleje. Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder, at patienter, som har fået tandproblemer på grund af sygdom eller deres behandling, bliver omfattet af tilskudsordningen. Det gælder bl.a. patienter, som er i medicinsk behandling for svær psykisk sygdom.

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet