Novo Nordisk i nyt sats: Kunstig intelligens og andre digitale værktøjer i alle forskningsprojekter om et år

Med oprettelsen af et spritnyt, globalt område, der med tiden skal bestå af ”flere hundrede mennesker”, skal data og digitale værktøjer, herunder kunstig intelligens, spille en mere aktiv rolle i Novo Nordisks forskning samt tidlige udvikling.
Lars Fogh Iversen, forskningdirektør og nu ansvarlig for det nye område Digtial Science & Innovation i Novo Nordisk. | Foto: Novo Nordisk / PR
Lars Fogh Iversen, forskningdirektør og nu ansvarlig for det nye område Digtial Science & Innovation i Novo Nordisk. | Foto: Novo Nordisk / PR

De digitale muligheder skal i langt højere grad spille en aktiv rolle i Novo Nordisks forskning, og landets største medicinalselskab etablerer derfor nu et spritnyt, globalt område til formålet.

Området, der ifølge Novo Nordisk kommer til at bestå af ”flere hundrede mennesker”, skal beskæftige sig med data og en række digitale værktøjer, herunder kunstig intelligens, i forbindelse med selskabets forskning samt tidlige udvikling af nye lægemiddelkandidater.

”Vi har lavet nogle signifikante investeringer over de seneste fire år, men vi kan bare se, at de planer, vi har lavet tidligere, ikke har været ambitiøse nok, fordi feltet accelererer, og vores egne krav til digitalisering stiger også. Derfor har vi set os nødsaget til at lave en lidt større satsning for at kunne drive det på tværs af vores forskning og udvikling,” siger Lars Fogh Iversen, der står i spidsen for den nye afdeling, som har fået navnet Digital Science & Innovation.

Han har de seneste fire år haft titlen som forskningsdirektør samt ansvarlig for Novo Nordisks interne forskning.

Nu siger du en lidt større satsning. Hvor stor en satsning er der tale om?

”Det er så stort, at vi har været nødt til at lave et helt nyt direktørområde for det, hvor vi kommer til at lave relativ store investeringer over de næste mange år for at få det bygget op.”

På nuværende tidspunkt ønsker Lars Fogh Iversen dog ikke at sætte konkrete tal på, hvor store investeringer der er tale om.

Skal indgå i alle forskningsprojekter

Det nye digitale område får således til opgave at levere data og digitale værktøjer til forskningen samt den tidlige udvikling. Området, der er placeret i Research & Early Development, kommer dermed til at have snitflader til selskabets eksisterende Data Science-afdeling, der ligger under Development, og som har den tidligere direktør fra Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz i spidsen.

Ifølge Lars Fogh Iversen sker etableringen af det nye område for at kunne samle og accelerere brugen af digitale værktøjer i ”en slagkraftig, central enhed” allerede i forskningsdelen samt den tidlige del af udviklingsfasen.

”Vi kan se ude i fremtiden, at både farma- og biotekindustrien bliver en datacentrisk-drevet industri. Det gælder i næsten alle aspekter af vores forretning. Så det at kunne få fingrene i så mange relevante data, som overhovedet muligt, og omsætte dem til viden til vores projekter og over for vores patienter bliver altafgørende,” siger han og løfter sløret for ambitionerne for den nye afdeling:

”Vi bruger kunstig intelligens i et tocifret antal projekter i dag, men jeg vil gerne have, at vi om et år bruger kunstig intelligens og de avancerede metoder i alle vores forskningsprojekter. Det gør vi ikke i dag.”

Stor efterspørgsel efter talent

Skal det lykkes for Novo Nordisk at bringe en højere grad af digitale værktøjer ind i forskningen og den tidlige udvikling, skal der også bringes flere medarbejdere ind. Som nævnt tidligere er målet, at området skal bestå af ”flere hundrede mennesker”.

”Vi er omkring fem-ti mennesker lige nu, og så bygger vi lynhurtigt på det,” siger Lars Fogh Iversen.

Hvornår forventer I at være oppe på de hundredevis af medarbejdere?

”Jeg håber, at vi er kommet rigtig langt med det i løbet af i år.”

Lars Fogh Iversen fortæller videre, at der bliver tale om en global afdeling, der ikke kommer til at have base et fast sted. Ifølge direktøren sker det for lettere at kunne tiltrække de rette digitale kompetencer.

”Der bliver en soleklar udfordring i at skaffe de fornødne talenter, fordi alle er ude efter denne type. Det bliver nærmest udfordring nummer ét at tiltrække og fastholde de rigtige talenter. Det er også grunden til, at vi gør det. Fordi hvis du ikke har noget at vise frem, er det svært at tiltrække og fastholde digitale talenter,” siger Lars Fogh Iversen.

Han peger derudover også på en anden udfordring:

”Vi har til dels stadigvæk meget en analog kultur, og det at drive en digital kultur bliver også en passende stor udfordring internt for Novo Nordisk.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også