Novo Nordisk indgår forlig i dansk sag om vildledning af investorer

Novo Nordisk indgår forlig i sagen, hvor selskabet var anklaget for kursmanipulation i forbindelse med amerikansk insulinsalg. Investorerne havde sagsøgt Novo Nordisk for 11,8 mia. kr. i Danmark. (rettet.)
Foto: Niels Hougaard/ERH
Foto: Niels Hougaard/ERH

Rettelse i tredjesidste afsnit: Tidligere fremgik det, at en række Novo Nordisk-profiler var blevet afhørt i den danske sag, hvilket ikke er korrekt. I den originale stævning til retten i Glostrup fremgik det, at sagsøger havde til hensigt at indkalde profilerne til afhøring, men ifølge Novo Nordisk blev ingen indkaldt til den danske retssag.

Novo Nordisk har indgået forlig i en sag fra 2019, hvor selskabet var anklaget for at have givet misledende information om insulinsalget i USA.

Det oplyser selskabet i en meddelelse fredag. I meddelelsen fremgår det ligeledes, at man med forliget ikke påtager sig nogen skyld eller udbetaler noget beløb.

MedWatch har spurgt Novo Nordisk, hvordan forliget skal tolkes.

"Det betyder, at vi har ikke har anerkendt noget ansvar, og vi ikke har betalt noget beløb til sagsøgerne," skriver Novo Nordisk i en mail.

MedWatch har derefter spurgt, hvordan det adskiller sig fra, at sagen er blevet droppet af sagsøger.

"Vi har indgået et forlig, hvor vi går hver til sit," svarer Novo Nordisk.

Selve sagen startede i 2016 og har været anført af advokatfirmaet Njord Law Firm, som har krævet 11,8 mia. kr. i en stævning. Årsagen var, at investorer ikke mente, at Novo Nordisk i tilstrækkelig grad oplyste om et ulmende prispres og stigende rabatter på det amerikanske marked, hvilket ifølge sagsøger udgjorde kursmanipulation.

Thomas Rydahl, der er advokat for gruppen af de danske auktionærer, har ikke besvaret MedWatch' henvendelse, men udtaler til Ritzau, at han ingen kommentarer har til afgørelsen.

Amerikansk ekko

Den danske sag var et ekko af en amerikansk retssag om selvsamme episode, hvor sagsøger mente, at Novo Nordisk udtalte sig mod bedrevidende til auktionærerne om situationen på det amerikanske marked.

Novo Nordisk indgik ligeledes forlig i den amerikanske retssag. Det skete tilbage i september 2021. Til forskel fra i det netop indgåede danske forlig, måtte medicinalgiganten dog til lommer i USA, hvor man som en del af forliget udbetalte omkring 100 mio. dollar, knap 635 mio. danske kr. på daværende tidspunkt. Beløbet blev dækket af Novo Nordisks forsikringer og inkluderede også sagsomkostninger.

Som en del af det amerikanske forlig blev det ligeledes indskrevet, at Novo Nordisk ikke havde handlet forkert.

I den danske retssag skrev sagsøger i stævningen tilbage i 2019, at man havde til hensigt at indkalde til nogen af de mest højtprofilerede i den danske medicinalbranche såsom Novo Nordisks tidligere adm. direktør Lars Rebien Sørensen, tidligere viceadm. direktør Kåre Schultz, nuværende adm. direktør Lars Fruergaard Jørgensen, nuværende forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen og tidligere bestyrelsesformand Göran Ando, til afhøring. Novo Nordisk meddeler dog, at der ikke blev indkaldt nogen til den danske retssag.

Aktien falder 3,4 pct. i USA.

I Danmark er aktien fredag faldet 4 pct. til 624,70 kr.

Novo Nordisk og forhenværende topfolk indgår forlig i sag om kursmanipulation: Betaler 635 mio. kr. 

Investorer sagsøger Novo Nordisk for 11,8 milliarder kr. i Danmark

19 Novo-topfolk skal afhøres i dansk milliardsag om kursmanipulation

Advokat fører milliardsag mod Novo: "Hvis man ved, at motoren ikke fungerer, skal man sige det" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også