Moderna halverer og udskyder næste leverance af coronavacciner til Danmark

I stedet for 48.000 doser coronavaccine vil vi nu kun få det halve.

Moderna-vaccinen er taget i brug i Danmark, men nu bliver næste sending udskudt. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

I næste uge skulle Danmark efter planen modtage den første store leverance af vacciner fra den amerikanske vaccineproducent Moderna.

Men i stedet for de forventede 48.000 doser vil vi nu kun modtage 24.000 doser. Og de kommer en uge senere end aftalt.

Det oplyser Statens Serum Institut til DR Nyheder.

Det er beklageligt, lyder det fra Sundhedsstyrelsen, som planlægger, hvornår og i hvilken rækkefølge danskerne kan blive vaccineret.

- Siden vaccineudrulningen gik i gang, har vi desværre set, at der har været leveranceproblemer. Og det er selvfølgelig noget, vi ærgrer os over hver gang, og som afstedkommer, at vi skal justere vores vaccinationskalender, siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg.

Forsinkelser andre steder også

Også i blandt andet Sverige er forsendelserne af Moderna-vacciner blevet forsinket og halveret.

Her fortæller sundhedsmyndighederne, at Moderna har forklaret forsinkelsen med en planlagt opgradering på en fabrik, så det bagefter bliver muligt at producere endnu flere vaccinedoser.

Det var også det, der skete, da Pfizer/BioNTech for nyligt og til stor frustration for EU-landene måtte skære ned på deres vaccineleverancer.

Dernæst meldte den svensk-britiske vaccineproducent AstraZeneca sig på banen med en forsinkelse, fordi der ifølge medicinalvirksomheden var produktionsproblemer på en af deres fabrikker.

Forsinkelserne har været et hedt emne hele vejen op til toppen af EU-systemet, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes EU-kolleger har forsøgt at lægge pres på vaccineproducenterne for at få dem til at levere det aftalte til tiden.

Tre vacciner i arsenalet

Den store efterspørgsel efter coronavacciner betyder, at medicinalfirmaerne er under et enormt pres for at levere, mens andre firmaer arbejder på højtryk for at få godkendt deres vacciner, så de kan komme ud på markedet.

Herhjemme har vi indtil videre tre forskellige coronavacciner. Vaccinerne fra Moderna og Pfizer/BioNTech går i første omgang til de allerældste og mest sårbare.

Det er dem, som sundhedsmyndighederne prioriterer at få vaccineret først, da de er i størst risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

- Det er vigtigt for os, at vaccinerne kommer hurtigst muligt, så vi kan få vaccineret flest muligt – og særligt dem, der er ældre og sårbare, siger Bolette Søborg.

Med den tredje og nyeste vaccine fra AstraZeneca har Sundhedsstyrelsen justeret lidt på strategien, da det endnu ikke er fastslået, hvor godt vaccinen beskytter personer over 65 år.

Derfor bliver AstraZeneca-vaccinen i første omgang tilbudt til frontpersonale.

Ny vaccinationskalender i morgen

Onsdag aften kan Sundhedsstyrelsen endnu ikke fortælle, hvilken betydning den halverede leverance fra Moderna får.

Men styrelsen oplyser, at der vil blive udgivet en opdateret udgave af vaccinationsplanerne i morgen.

I alt 203.308 danskere er ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut blevet vaccineret mod coronavirus. Af dem er 152.285 færdigvaccineret, hvilket vil sige, at de har fået to stik af en vaccine.

Efter planen skal alle borgere i Danmark, der måtte ønske det, være færdigvaccineret i udgangen af juni.