Mette Frederiksen siger nej til russisk vaccine uden godkendelse

Tyskland og Østrig forhandler om køb af russisk coronavaccine, men den har ikke dansk interesse.
Statsminister Mette Frederiksen (S) | Foto: Jens Dresling
Statsminister Mette Frederiksen (S) | Foto: Jens Dresling
af ritzau

Statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke interesseret i at købe doser af den russiske coronavaccine, Sputnik V.

"Vi skal kun bruge vacciner i Danmark, der er godkendte af EMA (Det Europæiske Lægemiddelagentur, red.). Det er den russiske vaccine ikke," siger Mette Frederiksen til journalister foran et vaccinecenter i Roskilde mandag.

Herefter bliver statsministeren spurgt ind til, om man ikke kan forhåndskøbe vaccinedoserne, mens man venter på en mulig godkendelse.

"Hvorfor købe en vaccine, der ikke er godkendt, når vi i Danmark har købt rigtig mange," svarer Mette Frederiksen.

Hun pointerer, at hun er "ret fortrøstningfuld i forhold til, at vi har vacciner nok".

Tidligere har Mette Frederiksen ellers vist interesse for at skaffe yderligere vacciner til Danmark. Her drejede det sig dog om allerede godkendte vacciner i EU.

"Vi forsøger jo at få så mange vacciner som muligt. Så hvis nogen har et overskud af vacciner, skal de bare sige til. Vi henter dem gerne. Og vi betaler også gerne en god pris for dem," lød det fra statsministeren i slutningen af februar.

Andre steder i Europa er der til gengæld interesse for den russiske vaccine.

Tyskland og Østrig forhandler lige nu med Rusland om forhåndsindkøb af Sputnik V-vaccinen.

En forudsætning for den tyske aftale vil være, at EMA vil anbefale en godkendelse af vaccinen, og at den herefter bliver godkendt i EU.

Om det samme gælder for Østrig, vides ikke. Men den østrigske aftale skulle omhandle levering af en million doser af vaccinen inden udgangen af juni.

I Ungarn vaccinerer man som det eneste EU-land med Sputnik V. Her har man godkendt vaccinen uden om EU.

Der er endnu ikke sendt en formel ansøgning om EU-godkendelse for Sputnik-vaccinen til EMA.

Men EMA gik 4. marts i gang med at undersøge forsøgsdata for vaccinen. Det kan potentielt bane vej for en godkendelse i EU.

Ifølge et studie i lægetidsskriftet The Lancet har vaccinen vist en effektivitet på knap 92 procent i næsten 20.000 forsøgspersoner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Eric Bernard stopper efter fem år som topchef i WSA. | Foto: WS Audiology / PR

WSA udnævner ny topchef

For abonnenter