Personer med ME eller kronisk træthedssyndrom (CFS) bliver ved med at være trætte, selvom de hviler sig.
Det bliver værre, hvis de gør noget, der føles anstrengende. Forværringen kan vare i dage eller uger og medfører en nedsat funktionsevne.
Årsagen til sygdommen er ukendt, og der findes endnu ingen etableret behandling med en dokumenteret virkning.
»Mange ME/CFS-patienter har meget lav livskvalitet, og derfor er forskningen i sygdommen vigtig,« siger overlæge Ingrid Gurvin Rekeland ved Haukeland Universitetssygehus til forskning.no.
Hun arbejder i en ME-forskningsgruppe, som er tilknyttet kræftafdelingen ved Haukeland i Norge. De forsøger at afdække mekanismerne bag sygdommen og forhåbentlig finde en behandling, der virker.
Nu viser et nyt studie fra gruppen, at halvdelen af studiets deltagere med ME fik det betydeligt bedre efter en behandling med en vis type cellegift, der bruges til kræftbehandling.
Men der var også patienter, der oplevede bivirkninger, der vækker bekymring.
Fundet er publiceret i tidsskriftet Frontiers in Medicine.
Overraskende ME-bedring blandt kræftpatienter
Det var en tilfældig observation for mange år siden, som gjorde, at forskergruppen først fik øjnene op for, at behandlingen, som dæmper immunsystemet, kunne virke mod ME/CFS.
»Fra 2004 til 2014 observerede vi, at en række patienter med langvarig ME/CFS og som også havde fået kræft, rapporterede klar bedring af ME-symptomerne, efter at de havde fået cellegiftbehandling mod kræftsygdommen,« fortæller Rekeland.
Disse ME/CFS-patienter havde fået cellegiftbehandling, som inkluderede såkaldt cyklofosfamid.
Dette gav en utilsigtet, positiv bivirkning:
»Bedring af ME-symptomerne var overraskende,« siger hun
I 2014 behandlede forskergruppen fire ME/CFS-patienter uden kræftsygdomme med cyklofosfamid.
Her havde to patienter langvarig respons – med andre ord varede bedringen længe.
Patienter fik cellegift
Samme forskergruppe gennemførte det nye studie på 40 patienter med ME/CFS ved Haukeland Universitetssygehus og ved Radiumhospitalet mellem 2015-2017 i Norge.
De, som ikke havde kræft, fik afprøvende behandling med cellegiften, cyklofosfamid.
Denne medicin bruges som regel mod kræft og i behandlingen af enkelte autoimmune sygdomme.
Alle deltagerne fik seks intravenøse behandlinger over seks måneder.
22 af patienterne, eller 55 procent, rapporterede moderat til betydelig bedring af typiske symptomer på ME/CFS gennem mindst 6 sammenhængende uger.
For 15 af dem varede bedringen i flere år.
– Kan placeboeffekten være noget af forklaringen på bedringen hos halvdelen af patienterne i dette studie?
»Vi kan ikke udelukke placebo-mekanismer og naturlig variation i symptomerne er medvirkende til observeret bedring. Det er derfor, vi har haft fokus på langvarig opfølgning af patienterne i op til fire år,« siger overlæge Ingrid Gurvin Rekeland, som foretog studiet.
\ Læs mere
Bedret livskvalitet og fysisk funktion
Forskerne kontrollerede deltagerne jævnligt i et år efter cellegiftbehandlingen og udvidede derefter opfølgningen i op til fire år.
Deltagerne var udstyret med aktivitetsarmbånd, som målte deres fysiske aktivitet.
De rapporterede ændringer i ME-symptomer og patienternes funktionsniveau.
De udfyldte også et standardskema, som målte egenrapporteret livskvalitet og fysisk funktion på en skala fra 1 til 100.
For de 22 deltagere, som rapporterede bedring, var ændringen i fysisk funktion fra 35-70 point i snit.
Snittet i normalbefolkningen for oplevet livskvalitet er til sammenligning på 84 point.
Disse deltagere blev også mere fysisk aktive. Efter 18 måneder øgede patienterne skridtmængden fra 3.600 til 5.600 skridt i døgnet.
15 af disse deltagere rapporterede om vedvarende kropslig bedring, også op til fire år efter at studiet var påbegyndt.
Studiet manglede kontrolgruppe
»Dette er det første studie, som undersøger denne behandlingsmetode for patienter med ME/CFS, og studiet er mest udforskende,« siger Rekeland.
Men forskerne havde ingen kontrolgruppe at sammenligne med.
»Der må gennemføres større studier med kontrolgrupper, som modtager anden behandling eller placebo for at bekræfte eller afkræfte, at der her er tale om en behandling, der kan give effekt hos patienter med ME/CFS,« understreger Ingrid Gurvin Rekeland.
Derfor er det for tidligt at anbefale behandlingen, før videre testning er gennemført.
»Men vi tolker resultatet fra studiet som så positivt, at vi planlægger at gå videre med et studie med en kontrolgruppe. Vi ved, at det vil blive vanskeligt at tilsløre, om patienterne får cellegift eller ej,« forklarer hun.
Patienterne, som modtager cellegiften, vil nemlig få bivirkninger såsom kvalme.
\ Fakta om ME/CFS
myalgisk encephalopathi (ME) og kronisk træthedssyndom (CFS) minder meget om hinanden. Det bliver også kaldt SEID (systemic exertion intolerance disease).
Tilstanden karakteriseres af udmattelse og sygdomsfølelse efter anstrengelse.
Patienterne har som oftest været udredte over lang tid, før de får diagnosen. Der er ingen test eller blodprøve, som kan give diagnosen.
Det er en udelukkelsesdiagnose, som baseres på, at man opfylder et sæt af kriterier, samtidig med at man ikke finder andre, medicinske årsager til symptomerne.
Andre symptomer er manglende restitution efter hvile, reduceret funktionsniveau, ofte smerter, kognitive forstyrrelser (hukommelsesforstyrrelser) og en generel høj symptombyrde.
De viser sig typisk, når patienterne har gjort det, som føles anstrengende for dem. Her oplever de efterfølgende en forværring af symptomerne med sygdomsfølelse (PEM) og denne forværring kan vare i dage til uger.
Symptomerne kan variere i styrke. Nogle patienter er sengeliggende og har behov for pleje og hjælp til for eksempel at spise. Andre kommer ikke udenfor huset, men kan lave lidt husarbejde, for eksempel madlavning.
Forløbet med ME/CFS varierer. Nogle patienter kommer sig gradvist over tid, og nogle bliver også helt raske. Andre patienter har et vedvarende kronisk forløb gennem mange år
Placeboeffekten kan påvirke resultatet
Læge Paul Kavli har arbejdet med patienters problemer med udmattelse i mange år i sin privatpraksis.
Han har flere kommentarer til studiet.
»Placebo-effekten ved et lille studie kan være betydelig ved CFS/ME. Derfor må en eventuelt nytte af behandlingen af CFS/ME med cyklofosfamid studeres med en blind/placebo-kontrolleret studie,« siger han til forskning.no.
Kriterierne for diagnosen er også subjektive og baseret på skøn. Det kan være en klar fejlkilde, som bør inkluderes i studiet, mener han.
Et studie fra 2016 viste, at mange, som bliver udredet for ME, egentlig har en psykisk lidelse.
Angst og depression er mest udbredt, ifølge ABC Nyheder.
Kavli mener, at årsagerne til ME er bio-psykiske, sammensat af alt fra genetik og opvækst til belastninger og infektioner for at nævne nogle muligheder.
Han mener, der er brug for mere forskning i sygdommen.
»Begge lejre, både de, som sværger til en biomedicinsk forklaring og de, som mener, at kognitiv træning virker, er for påståelige,« mener han.
Han tror ikke, at der nødvendigvis er én tilgang til forskningen i sygdommen, men at det snarere er et puslespil:
»Det er godt, at der forskes bredt i CFS/ME, både biomedicinsk, rehabiliteringsmæssigt, forskellige teknikker til mental træning og betydningen af stressbelastning,« siger Kavli til forskning.no.
»Studier bør være godt begrundede og ikke risikable. Jeg mener, dette studie og et eventuelt opfølgningsstudie med kontrolgruppe bevæger sig på grænsen,« siger Kavli.
De sygeste får det ikke bedre
Men – ingen af de seks deltagere, som havde alvorlig ME/CFS oplevede bedring i studiet.
– Har der været nogen teorier om, hvorfor de sygeste ikke får det bedre?
»Flere af disse klarede ikke at gennemføre behandlingen eller at komme til kontrollerne. Det er et problem med mange ME/CFS-studier, at de hårdest ramte patienter ofte ikke kan inkluderes i studierne,« siger Rekeland.
Patienterne med alvorlig sygdom er som oftest sengeliggende, og bare det at tage på sygehuset for at få behandling er hårdt og vil føre til symptomforværring for patienterne, som er så hårdt ramt.
Medicinen dæmper immunceller
Kræftmedicinen cyklofosfamid påvirker særligt cellerne i immunforsvaret. Men forskerne ved ikke nøjagtig, hvordan medicinen lindrer sygdommen hos den enkelte.
– Hvordan påvirker medicinen cellerne i immunforsvaret?
Cyklofosfamid virker både på det medfødte og det erhvervede immunsystem, ifølge Rekeland.
»Cyklofosfamid giver en bred dæmpning af flere immunceller, og efter behandlingen sker der et moderat fald i forskellige typer af såkaldte lymfocytter. Det er rigtigt nok forbigående,« forklarer overlæge Rekeland til forskning.no.
Forskergruppen arbejder nu videre med at forstå, hvordan dette hænger sammen med symptom-bedringen hos patienterne i forskningens laboratoriedel.
Der bruger de blandt andet blodprøver, som er taget i løbet af studiet.
Kan ME være en autoimmun sygdom?
Der er en høj forekomst af kendte autoimmune sygdomme blandt patienternes nære slægtninge, altså forældre, søskende og børn. Mange får ME efter en infektion, og den rammer kvinder 3-4 gange så ofte som mænd.
»Det er forhold, som peger på, at immunsystemet er involveret,« fortæller Rekeland.
Tidligere er det vist, at patienter med andre autoimmune sygdomme har opnået en effekt af behandling med cyklofosfamid. Dette gælder MS, reumatoid artritis (leddegigt), vaskulit (betændelse i blodårer) og SLE, også kaldt systemisk lupus (en betændelsessygdom i bindevævet).
Du kan læse om autoimmune sygdomme i Videnskab.dk’s artikel: Derfor bliver autoimmune sygdomme bare værre og værre.
– Tyder det på, at ME kan være en autoimmun sygdom?
»Ja, vi tror, at ME hos en undergruppe af patienterne kan være en autoimmun sygdom,« siger Øystein Fluge.
Forskerne mener, at studiet styrker deres hypotese om dette.
Læge Paul Kavli synes, det er interessant, at 55 procent har nære slægtninge med autoimmunitet.
»Men det fremgår ikke, hvad gennemsnittet i normalbefolkningen er. At dette skyldes autoimmunitet er primært en hypotese, efter mit skøn.«
Flere bivirkninger end andre
Men cyklofosfamid giver bivirkninger.
De sædvanlige bivirkninger var kvalme og sygdomsforøgelse i dage eller uger efter hver behandling.
»Deltagerne rapporterede mere kvalme og ubehag i behandlingsperioden end kræftpatienter, der får tilsvarende doser,« siger Rekeland.
Det kan skyldes, at ME/CFS-patienterne generelt kan være sensitive for både medikamenter og fysiske belastninger, forklarer hun.
4 af de 32 kvindelige deltagere kunne også fortælle, at deres menstruationscyklus blev forstyrret, og 2 patienter i 40’erne fik fremskyndet deres overgangsalder.
»Det er betænkeligt, at disse patienter med en uklar og subjektiv tilstand skal egne sig for kemoterapi med tunge bivirkninger baseret på en usikker hypotese om autoimmunitet,« siger Kavli.
Han henviser også til, at en patient døde i løbet af studiet.
Det er ikke drøftet i studiet udover, at dødsårsagen har været ukendt. Alder og mulige andre sygdomme er ikke anført, påpeger han.
Kræftmedicin virker anderledes
Forskningsgruppen har tidligere testet en anden kræftmedicin mod ME.
Et pilotstudie viste lovende resultater ved brug af rituximab.
Men et større, dobbeltblindet studie med kontrolgruppen viste senere, at rituximab alligevel ikke havde effekt mod ME.
Dette førte til stor skuffelse blandt mange ME-ramte.
»Cyklofosfamid er en form for cellegift, som virker på en helt anden måde end rituximab. Mens rituximab virker på én type immunceller, virker cyklofosfamid på flere dele af immunapparatet,« understreger Rekeland til forskning.no.
Patienterne havde oftere ‘risikogener’
I et andet nyligt studie undersøgte Asgeir Lande sammen med flere andre forskere en gruppe gener, som er centrale i reguleringen af immunforsvaret, hos patienter med ME/CFS.
Det er publiceret i tidsskriftet Scientific Reports.
Lande fandt to specifikke genvarianter, som dukkede op oftere hos ME/CFS-patienter end hos raske kontrolpersoner.
I studiet med cyklofosfamid så forskerne på effekten ud fra, om deltagerne havde disse genvarianter.
»Blandt deltagerne i cyklfosfamid-studiet havde hele 30 procent et eller begge af disse risikogener.«
Virkede på otte ud af ti med risikogener
Over 80 procent af deltagerne, som havde disse genvarianter, rapporterede bedring med cyklofosfamid i studiet.
Dette var næsten dobbelt så stor en andel som blandt de deltagere, som ikke havde disse risikogener.
»Dette kan pege mod en mulig sammenhæng mellem disse genvarianter og cyklofosfamids behandlingseffekt. En lille sammenhæng mellem HLA-gener og behandlingseffekt har man også set hos patienter med nogle andre autoimmune sygdomme,« siger Rekeland.
Generne kaldes også HLA, som står for humane leukocyt-antigener.
Nu arbejder forskerne videre for at belyse sygdomsmekanismerne og identificere patienter med en sandsynlig immunologisk baggrund for sygdommen.
Kavlifondet har bidraget til finansieringen af ME-forskningen og har siden 2011 støttet forskning i årsager og sygdomsmekanismer ved ME/CFS. Læs mere her.
Paul Kavli er ikke nært beslægtet med dem, som i sin tid stiftede Kavlifondet.
Denne artikel er oversat fra norsk af Thea Kjærulff Torp og oprindeligt bragt i forskning.no.
\ Kilder
- I. G. Rekeland mf: Intravenous Cyclophosphamide in Myalgic Encephalomyelitis/Chronic Fatigue Syndrome. An Open-Label Phase II Study. Frontiers in Medicine, 29. april 2020.
- A. Lande mf: Human Leukocyte Antigen alleles associated with Myalgic Encephalomyelitis/Chronic Fatigue Syndrome (ME/CFS). Scientific Reports, 24. mars 2020.
\ Studiets deltagere
Alle studiets deltagere opfyldte de såkaldte Canadakriterier for diagnosen ME/CFS, nogle relativt strenge kriterier for diagnosticering.
Ved kriterierne får cirka 0,2 procent af befolkningen diagnosen.
»Det er vigtigt, at kunne skelne ME/CFS fra mere generel udmattelse, som rammer flere procent af befolkningen,« siger Rekeland.
Der er forskellige grader af sygdommen. De, som var med i studiet, havde mild til moderat, moderat, moderat til alvorlig eller alvorlig grad af sygdommen.
Patienter med mild grad eller svært alvorlig grad af sygdommen deltog ikke.
Deltagerne var 41,7 år i snit, da de startede behandlingen. Halvdelen af deltagerne havde været syge i mindst ti år.
Mange havde ofte forsøgt en række forskellige behandlinger tidligere. Over halvdelen havde forsøgt forskellige former for kognitiv terapi mindst én gang.
Forskningen i, om kognitiv terapi og træning kan hjælpe på symptomerne har været omdiskuteret.
