Gigtmedicinen Xeljanz skal bruges med forsigtighed til patienter med høj risiko for blodpropper

18. november 2019

Det europæiske lægemiddelagentur EMA konkluderer, at Xeljanz (tofacitinib) kan øge risikoen for blodpropper i benene og lungerne hos patienter, der i forvejen er i risiko for at udvikle blodpropper, og for alvorlige og dødelige infektioner hos patienter over 65 år.

I sidste uge afsluttede EMA en større undersøgelse af gigtmedicinen Xeljanz. Undersøgelsen blev igangsat, fordi resultater fra et igangværende studie med forsøgspersoner pegede på en øget risiko for blodpropper i lungerne hos patienter, der fik 10 mg Xeljanz to gange dagligt.

På baggrund af studiets resultater blev der sendt breve ud til læger med foreløbige restriktioner af brugen af medicinen. Risikoen er nu endeligt bekræftet, og derfor bliver anbefalingerne for Xeljanz opdateret.

Læger vil inden længe få tilsendt en sikkerhedsmeddelelse (DHPC) med de specifikke advarsler og anbefalinger for brugen af Xeljanz.

Xeljanz er godkendt til behandling af leddegigt og psoriasisgigt samt til blødende tyktarmsbetændelse, hvor tidligere behandling ikke har været tilstrækkelig.

Læs EMA’s pressemeddelelse: EMA confirms Xeljanz to be used with caution in patients at high risk of blood clots. 

Læs Lægemiddelstyrelsen nyhed fra marts 2019: Europæisk fokus på bivirkninger ved forhøjet dosis af gigtmedicinen Xeljanz.