EU siger nej til at frigive vaccinepatenter til Afrika

Afrikanske lande får ikke frigivet vaccinepatenter. Det står klart efter topmøde mellem EU og Afrika.
Foto: Themba Hadebe/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Themba Hadebe/AP/Ritzau Scanpix
af ritzau

EU vil ikke frigive patenter, så afrikanske lande frit kan producere vaccine mod covid-19.

Det står klart efter det to dage lange topmøde mellem EU og Den Afrikanske Union, som sluttede fredag i Bruxelles.

Mere end 40 ledere fra afrikanske lande deltog i topmødet, og en af de vigtigste prioriteter for flere af dem var at få frigivet vaccinepatenterne.

Det skulle ifølge blandt andre Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, give de afrikanske lande bedre mulighed for selv at producere vaccine i en situation, hvor mange føler sig svigtet af EU under coronapandemien.

EU havde dog allerede før topmødets start gjort det klart, at man ikke var klar til at frigive patenterne. I stedet vil EU optrappe hjælpen og sende flere færdige vaccinedoser til afrikanske lande.

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger efter topmødet, at udfordringen i Afrika ikke nødvendigvis løses ved at frigive patenter.

”Vi har fortsat en udfordring med at få produceret vacciner nok. Men udfordringerne i Afrika er langt større end det,” siger Mette Frederiksen.

Statsministeren peger på, at det i nogle tilfælde er helt lokale forhold som mangel på sprøjter eller sundhedspersonale, der forhindrer, at befolkningen bliver vaccineret.

”Og så er der også en udbredt vaccineskepsis, som givetvis har en sammenhæng til de negative kampagner, der har været kørt,” siger Mette Frederiksen.

Ligesom i Europa er der i dele af de afrikanske landes befolkninger stor skepsis mod vaccinerne. Den udfordring bliver ikke løst ved at frigive patenterne, påpeger Mette Frederiksen.

Men hvorfor den modstand mod at frigive patenterne?

”Som jeg har sagt hele vejen igennem, så har jeg ikke nogen ideologisk modstand mod det ene eller det andet. Det afgørende for mig er, om der er vacciner nok.”

”Og nu støder vi så også ind i nogle nye udfordringer. Det gælder i øvrigt ikke kun i Afrika, men også i europæiske lande. Nemlig at der ikke er nok, der ønsker at tage vaccinerne.”

Så du vil være klar til at frigive patenterne, hvis der var flertal rundt om bordet?

”Jeg er ikke sikker på, at det er den rigtige vej at gå at frigive patenterne. Det er jeg stadigvæk ikke sikker på. Men det afgørende er, at der er vacciner nok,” siger Mette Frederiksen.

Forud for topmødet gjorde EU-Kommissionen klar til en markant optrapning af leveringen af europæiske vaccinedoser til Afrika.

Topmødet mellem EU og Den Afrikanske Union var det sjette i rækken. Ud over vaccinerne har topmødet også haft fokus på markant øgede europæiske investeringer i klima, infrastruktur og digitalisering i de afrikanske lande.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også