Debatten, der blev væk

Der træffes vidtrækkende beslutninger på medicinområdet for tiden. Men i processen er debatten om medicin på mystisk vis forsvundet. Situationen er betænkelig, fordi samfundet snart skal ruste sig til langt større udfordringer end de nuværende. Det sker, når der lanceres decideret mirakelmedicin. Medicin, der kan helbrede sygdomme, vi i dag anser for at være uhelbredelige. Når den slags kure dukker op, ville det være godt, om vi havde rustet os til at diskutere i dybden, hvad vi skal gøre, når medicinen bliver ufattelig dyr og effektiv.

Tag et eksempel. I den forgangne uge har TV-avisen dagligt bragt indslag om kommunernes tvangsmedicinering af psykiatriske patienter med lykkepiller. Sagen trækkes hårdt op, som om kommunerne alle var kynikere. Selve lykkepillen bliver voldsomt miskrediteret. Patienter fortæller, hvordan kommunen har presset dem til at spise det forfærdelige medikament. Kan det virkelig være sandt? Åbenbart. Og det er også korrekt, at anvendelsen af lægemidler kan være forbundet med bivirkninger.

Men læg mærke til, hvem der endnu ikke er blevet spurgt. Bemærkelsesværdigt er det, at psykiaterne endnu ikke har forklaret sig. Det er dog deres behandlingsanvisninger, kommunerne holder sig til. Er psykiaterne også kynikere? Måske er de ikke blevet spurgt. Men var de blevet spurgt, havde de nok takket nej. Læger er generelt skræmt ved at skulle stille op for et lægemiddel. De er bange for at blive misforstået – og derefter mistænkeliggjort.

De praktiserende læger, der passer på patienterne, og som også udskriver lykkepiller, er heller ikke på TV-avisens rolleliste. Mest sandsynligt har også de sagt nej tak til at deltage. Medicinalindustrien, der frembringer de lægemidler, som lægges for had, dukker heller ikke op. Måske er de heller ikke blevet spurgt. Pressen er holdt op med at spørge industrien, selvom det står at læse i de simpleste lærebøger om journalistik, at den angrebne part altid skal høres. Men der er undtagelser, og medicinalindustrien er en af dem. Blandt forklaringerne er, at industrien heller ikke ønsker at blive hørt. Industrien er sikker på, at den vil blive misforstået, og den frygt er absolut velbegrundet.

Hvem er det så, der høres? Man kan være sikker på, at Peter Gøtzsche får givet sit besyv med. I denne sag som i mange andre gør pressen ham til repræsentant for den samlede lægestand, og han er vist også selv et villigt redskab. Derfor optræder han den uge som landets ypperste kræftekspert, den næste er han verdensmester i psykiatri. For journalisterne er det såre bekvemt. Denne altmuligmand klarer det hele.

Sagen om kommunernes kritisable adfærd fortjener en dybere debat. Men når kun de industrifjendske vidner høres – så ødelægges debatten.

Tag et andet eksempel. Bent Hansen siger, at han vil have norske tilstande. Norge har et særligt prissystem med meget lave medicinpriser. Men der er ingen, som for alvor diskuterer med ham. Hans ønske er uimodsagt. Men medicinpriserne i Danmark er jo ikke uden betydning for den danske medicinalindustri, og Novo Nordisk er Danmarks største eksportvirksomhed. Novos insulinpenne er landets største eksportartikel. Man kunne godt forestillet sig, at nogen ville stå på mål for den slags interesser. Men nej. Debatten udebliver.

Ingen orker tage medicin i forsvar. Der er ellers masser af læger, der er fans af god medicin. Men de går stille med dørene. I stedet er der frit slag for medicinkritikken. Dele af den er også velanbragt. Der sælges skam medicin, som ikke leverer andet end marginale sundhedsforbedringer. Men der sælges sandelig også fremragende medicin. Offentligheden hører bare ikke om det.

Om kort tid bliver det et kæmpeproblem. Vær sikker på det.