Vigtigheden af at prioritere innovation i den offentlige indkøbsforretning er en aktuel problemstilling både herhjemme og i udlandet. En stor undersøgelse foretaget af EU Kommissionen konkluderede således allerede i 2013, at risiko for fejl, korruption, in-effektivitet og for høje indkøbspriser var et stort problem i sundhedsvæsenet i alle EU-lande. Indkøbsområdet bør gives flere administrative ressourcer, længere tid til at forberede indkøb, og samarbejde med industrien bør generelt have større ledelsesfokus.
Herhjemme taler og skriver man ikke meget om offentlige indkøb, medmindre pressen pludselig får kendskab til en sag om misbrug af offentlige midler eller manglende levering af serviceydelser. Omvendt omtales godt offentligt indkøbsarbejde stort set aldrig, og det giver sjældent ekstra i lønposen hos den offentlige indkøber.
Betydningen af et godt samarbejde mellem industri og offentlige forhandlere blev ellers for alvor illustreret ved forkøbsaftalerne om udvikling og markedsføring af COVID-19 vacciner. Uden disse kontrakter (og det store bagvedliggende bureaukratiske arbejde) var der næppe skabt de samme incitamenter i industrien til at opprioritere forskningen, og verdenssamfundet havde ikke fået vaccinerne lige så hurtigt på markedet.
Senere blev kontrakterne desuden udskældt, da leveringssikkerheden ikke var tilstrækkeligt forhandlet på plads fra begyndelsen. Begge episoder er eklatante eksempler på, hvordan den offentlige indkøbsforretning kan have kæmpe betydning for samfundet både positivt og negativt.
Gode modeller sparer store beløb
Innovative indkøbsmodeller kan, alt afhængig af omstændighederne, konstrueres på forskellig vis. Medicinrådets samarbejde med kliniske specialister og offentlige indkøbere i Amgros er et konkret eksempel, hvor der er sparet millioner af kroner gennem udvikling af en innovativ model for analog konkurrence.
Kontrakterne på ambulanceområdet er et andet eksempel, hvor de seneste udbudsrunder har givet mange millioner kroner i årlige besparelser, fordi opgavedelingen er optimeret, og kompetencerne til at gennemføre udbud og kontraktindgåelse i det offentlige er forbedret.
På det seneste er det også lykkedes med flere innovative købsmodeller i offentligt-private-samarbejde, så danske patienter kan få adgang til meget dyr medicin til behandling af sjældne sygdomme. Medicin, som vi ellers ikke ville have råd til. De midler, som er sparet igennem innovative offentlige indkøbsforretninger, gives ikke tilbage til skatteyderne, men giver til gengæld mulighed for indkøb af flere andre ydelser til borgerne.
Kendetegnende for de ’gode’ eksempler er tid, prioritering og ledelsesfokus i det offentlige sundhedsvæsen. Når disse omstændigheder er gældende, har vi i Danmark et sundhedsvæsen, som langt hen ad vejen er i stand til at maksimere værdien per skattekrone uden hverken korruption eller problemer med forringet kvalitet, unødige forsinkelser eller meget høje indkøbspriser.
Har vi intet lært?
Men det kan også gå rygende galt, når det offentlige sundhedsvæsen skal handle for hurtigt efter politikernes anvisninger.
I det forgangne år har vi desværre set alt for mange eksempler på dette i forbindelse med coronakrisen og udmøntningen af ’krigskassen’, som sidste år blev afsat til corona-bekæmpelsen.
Der har været historier i pressen om overnormal profit hos private leverandører, som drev corona-relaterede aktiviteter på vegne af det offentlige. Vi har set kontrakter med skandaleramt virksomhed, som medførte kvalitetsproblemer og et retsligt efterspil. Og den seneste historie i pressen om varetagelse af fritvalgsordningen, hvor et privat firma har fået en betaling fra det offentlige svarende til en pris per vaccination på 5.000 kroner, er blevet betegnet som “fuldstændig urimelig brug af skatteydernes penge”. Vi har set eksempler på forsyningsproblemer og alt for mange sager i pressen, som har svækket befolkningens tillid til den offentlige forvaltning. Og hvad har vi lært af dette?
Læser man finanslovsudspillet, har vi tilsyneladende intet lært. Der afsættes fire milliarder kroner, som kun skal bruges, hvis vi får behov for det. Det er en pulje reserveret til ”krigsførelse”, der i lighed med scenariet på seneste finanslov, kan aktiveres ved behov for at sikre handlerum til at håndtere udfordringer som følge af COVID-19.
Det ligner med andre ord en gentagelse af opskriften på endnu en gang at risikere dårligt offentligt købmandsskab. Når der skal indkøbes for hurtigt på politikernes anvisninger, er der større risiko for fejl, og der bliver ikke altid kanaliseret tilstrækkelige ressourcer, tid og ledelsesfokus til at optimere den offentlige indkøbsproces.
Afsæt penge til forebyggende proces
Så hermed en opfordring: Afsæt en del af de 4 milliarder kroner til forebyggende indkøbsarbejde og samarbejde med industrien. Nedsæt en ekspertgruppe, som skal indsamle erfaringer på godt og dårligt samarbejde mellem industri og sundhedsvæsen fra de seneste 2 år. Lav forarbejdet til konkurrenceudsættelse af forskellige typer af opgaver i et pandemiberedskab, udarbejd skuffekontrakter på forskellige typer af opgaver, indgå i dialog og samarbejde med private virksomheder om muligheder for hurtig løsning af potentielle opgaver. Brug en del af midlerne til at udmønte life science-strategiens ønsker om innovative aftaler.
Der er et stort behov for at oparbejde erfaring i det offentlige sundhedsvæsen med innovative indkøbsmodeller, som senere kan komme både industrien, sundhedsvæsenet og patienterne til gode. Det gælder eksempelvis områder som sjældne sygdomme og antibiotika, hvor der er behov for flere af sådanne modeller.
Mit gæt vil være, at der i sidste ende både er mange millioner og et forbedret serviceniveau at hente ved at undgå endnu et år med eksempler på forhastede indkøbsaftaler. Der er mulighed for at undgå de samme problemer igen og sprede de gode erfaringer til et endnu bedre fremtidigt offentlig-privat samarbejde.