Med de to aftaler ‘Strategi for life science 2024-2027’ og ‘Rød løber for produktionsvirksomheder’ lykkedes det i november SVM-regeringen og et bredt flertal i Folketinget at blive enige om nogle vilkår, der vil give life science-sektoren i Danmark bedre rammevilkår med 

Aftalen følger på vigtige punkter Life Science Rådets anbefalinger fra december 2023.

Ambitionen er at styrke life science-sektoren, og at Danmark skal være ‘en førende life science-nation i Europa til gavn for patienterne, det danske sundhedsvæsen og dansk økonomi’.

Danmark har allerede i dag en relativ stor life science-sektor i forhold til vores størrelse, og life science-industrien tegner sig i dag for 20 pct. af dansk eksport. Sektoren vokser hastigt drevet af få store og stærke virksomheder, hvor Novo Nordisk naturligvis vejer tungt i det samlede regnskab. Et af målene i strategien er at styrke vækstgrundlaget, så flere virksomheder kan bidrage til ‘det store danske væksteventyr’.

Eksport skal fordobles

Mere konkret er det målet at fordoble life science-eksporten fra 174 mia. kr. i 2023 til 350 mia. kr. mod 2030. Denne fordobling ligger bestemt inden for det realistiske med den vækst, sektoren oplever i dag.

En væsentlig del af life science-strategien er at etablere en såkaldt rød løber-ordning for produktionsvirksomheder, som skal gøre det nemmere at etablere eller udvide produktionen her i landet. 

Den røde løber betyder, at der bliver etableret en enhed under staten, som skal hjælpe virksomhederne med at få alle godkendelser på plads. Der vil også blive arbejdet på etablering af industriparker.

Ordningen vil hjælpe virksomhederne gennem bureaukratiet, og den kan forhåbentlig afkorte den tid, det tager at etablere eller udvide produktionen. I en situation, hvor kapaciteten er utilstrækkelig i forhold til at dække efterspørgslen efter life science-produkter, er det bestemt fornuftigt.

Produktion mindre vigtig for værdiskabelse

Hvor væsentligt det er i længden for eksporten eller dansk økonomi, at lige netop produktionen bliver lagt i Danmark, er et godt spørgsmål. 

Produktion udgør således kun en mindre del af værdiskabelsen, især i medicinalindustrien, hvor omkostningerne til produktion af nye lægemidler sjældent overstiger 5-15 pct. af salgsværdien. Der er mere værditilvækst i andre led af værdikæden. 

Andre tiltag skal styrke life science i andre dele af værdikæden, såsom forskning & udvikling, overførsel af teknologi til virksomheder, risikovillig kapital, anvendelse af sundhedsdata eller ibrugtagning af innovative løsninger og medicin.

På mange af disse områder spiller rammevilkårene i EU en større rolle.

Aftalen indebærer også mere sundhedsdiplomati og en ‘styrket af dansk interessevaretagelse i EU’, som der står i aftaleteksten. Danmark skal med andre ord forsøge at gøre hele Europa til et mere attraktivt sted for life science-industrien og sikre sektoren konkurrencedygtige regulatoriske rammevilkår.

I aftalen konstateres det tørt, at ‘EU sakker bagud, mens lande som Kina og USA vinder frem’. Så udover at forstærke den danske styrkeposition vil regeringen og aftalepartierne også forsøge at påvirke rammevilkårene i hele EU.

Lissabon-strategien 

Det er ikke en nyhed, at EU sakker bagud. Europas konkurrenceevne versus andre lande har længe været på retur og i øvrigt også på dagsordenen i EU, uden at medlemslandene har kunnet blive enige om væsentlige forbedringer.

Helt tilbage i marts 2000 vedtog Det Europæiske Råd den såkaldte Lissabon-strategi, hvis vision var, at EU i 2010 skulle være ‘den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, og en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed’.

EU-Kommission fik allerede i november 2000 lavet en rapport om medicinalindustriens konkurrenceevne i Europa i forhold til USA og Japan. 

Rapporten var udarbejdet af tre økonomer med den italienske økonomiprofessor Fabio Pammolli i spidsen, og den beskrev, hvordan Europa begyndte at sakke bagud i 1990’erne i forhold til USA. Dengang var Danmark, Sverige og Storbritannien dog undtagelser og klarede sig godt. 

Pammolli-rapporten udkom, før Kina indtrådte i verdenshandelsorganisationen WTO i 2001, og var ganske ubetydelig i forhold til life science.

Flere forklaringer på svag konkurrenceevne

Pammolli-rapporten påpegede flere årsager til den svækkede europæiske konkurrenceevne: 

• Fragmenteret grundforskning i nationale og relativt små systemer 
• Vanskeligheder ved at overføre og udnytte forskningsresultater i industrien 
• Manglende evne i virksomhederne til at omstille til ny teknologi 
• Mangel på velfungerende markeder for venture kapital, højtuddannet arbejdskraft og sidst men ikke mindst på lægemidler. Og herunder landenes meget forskelligartede systemer til fastsættelse af priser og (langsommelig) tildeling af tilskud, der forhindrede konkurrence

Rapporten konkluderede, at globale europæiske virksomheder ikke i samme grad var ramt som resten af industrien, da virksomhederne var i stand til at tappe ind i det amerikanske system og marked. 

Mindre og mellemstore virksomheder led imidlertid under de europæiske forhold. 

Derfor pegede rapporten bl.a. på, at det var nødvendigt at koordinere og øge bevillinger til grundforskning, forbedre samarbejdet mellem universiteter, hospitaler og virksomheder samt deregulere og øge konkurrence på i det indre marked, herunder arbejdsmarked og markedet for lægemidler.

Der blev ikke gennemført nogen store reformer i kølvandet på Pammolli-rapporten, og målet med Lissabon-strategien blev ikke nået.

Draghi-rapporten om konkurrenceevne

I september i år udkom så en ny rapport om EU’s konkurrenceevne. Denne rapport er forfattet af tidligere centralbankdirektør og premierminister i Italien, Mario Draghi. Draghi-rapporten beskæftiger sig med hele EU’s økonomi, men indeholder også specifikke afsnit om vigtige sektorer, herunder medicinindustrien.

Draghis analyse af den europæiske medicinalindustris konkurrenceevne er mere eller mindre den samme som Pammollis, hvis ikke værre. 

Draghi påpeger, at EU stadig taber terræn og er bagud på tre nye og væsentlige områder, hvor innovation er nøglen: Biologiske lægemidler, lægemidler til sjældne sygdomme og avanceret terapi. 

På de områder har europæiske virksomheder enten tabt markedsandele de sidste ti år (for biologiske lægemidler og sjældne sygdomme) eller er stort set ikke kommet op i gear (avanceret terapi).

Draghi forklarer den ringe konkurrenceevne med relativt lave og opdelte investeringer i grundforskning, (nu) relativt lave private investeringer i forskning og udvikling (da Pammolli skrev, investerede Europa og USA lige meget, men USA fik mere værdi ud af investeringer), en langsom og kompleks lægemiddelregulering samt en besværlig adgang til at bruge sundhedsdata.

Life science skal på dagsordenen i Europa

Draghi-rapporten er en stor håndsrækning til den danske regering, når den under Danmarks EU-formandskab, som går i gang 1. juli 2025 og et halvt år frem, skal sætte rammevilkårene for life science på dagsordenen i Europa. 

Men hvilke tiltag kan Europa så tage for at gøre den europæiske life science-sektor mere konkurrencedygtig?

• Forsøge at styre reformen af lægemiddelreguleringen uden om forringelser i databeskyttelsen og mod hurtigere godkendelser
• Øge bevillingerne til grundforskning
• Støtte den fortsatte udvikling af life science-områder i EU 
• Deregulere arbejdsmarkedet i EU for at øge mobiliteten hos den veluddannede arbejdskraft, ikke blot mellem landene, men også i retning af job i nye virksomheder med større usikkerhed
• Bidrage til udviklingen af markedet for venture kapital
• Øge adgangen til sundhedsdata og anvendelse af AI

EU og medlemslandene kommer heller ikke udenom at gøre EU’s marked mere attraktivt i form af hurtigere markedsadgang og bedre priser.

USA er fortsat et væsentligt mere attraktivt marked, da det giver innovative lægemidler hurtig adgang og ibrugtagning, høje priser og høj omsætning. I USA er der en stigende utilfredshed over, at priserne er højere end i andre lande. 

Her taler mange om, at andre lande skal bidrage mere til udviklingen af de nye lægemidler, og at USA’s rolle skal være mindre. Med de voldsomt stigende sundhedsudgifter, og udsigt til store føderale budgetunderskud er det heller ikke usandsynligt, at vilkårene i USA vil blive ringere. 

Det er en vanskelig opgave, som Danmark står overfor. Mange medlemslande vil være mere optagede af at få adgang til nye lægemidler til lave priser end at styrke life science-industriens konkurrenceevne. Og det er de lande, der har haft mest at skulle have sagt siden år 2000.