Bavarian: Der kan komme flere opjusteringer

Bavarians tredje opjustering kom som følge af en netop underskrevet kontrakt med de amerikanske regering. Kommer der flere ordrer, kan det resultere i nye opjusteringer, fortæller IR-chef i Bavarian Nordic.
Bavarian Nordic har tre gange opjusteret sine forventninger til årets resultat. | Foto: Philip Davali/Ekstra Bladet, Philip Davali
Bavarian Nordic har tre gange opjusteret sine forventninger til årets resultat. | Foto: Philip Davali/Ekstra Bladet, Philip Davali
AF MARKETWIRE

Vaccineselskabet Bavarian Nordic opjusterede tidligere fredag selskabets forventninger til året, efter at den amerikanske stat har lagt en ordre på en halv million doser af Bavarians vaccine Jynneos, der kan bruges mod abekopper.

Det er tredje gang på blot få uger, at Bavarian opjusterer efter at have fået en ordre. Trods bedre sigtbarhed over kommende ordrer, vil Bavarian ikke indregne forventede ordrer i selskabets prognose.

Det fortæller investor relations-chef Rolf Sass Sørensen til MarketWire.

”Vi har ikke indregnet kommende kontrakter. Det er kun underskrevne kontrakter, så hvis der i fremtiden bliver underskrevet en kontrakt med en markant betydning, så vil vi opjustere,” siger Rolf Sass Sørensen.

Ifølge IR-chefen har selskabet dog relativt gode indikationer på, hvilke lande der vil bestille vaccine, men det er fortsat for usikkert til at kunne indregne en salgsprognose i de finansielle forventninger.

”Det er stadig for usikkert, så vi bliver nødt til at gøre det på bagkant. Det håber vi, at markedet kan leve med - det er trods alt meget usædvanligt, at man som selskab opjusterer tre gange på et par uger. Sådan er situationen bare,” siger Rolf Sass Sørensen.

Der er dog kommet bedre sigtbarhed over kommende ordre, end da abekopper for få uger siden for alvor kom på radaren hos sundhedsmyndigheder verden over.

”I starten kunne det godt svinge meget. Der kunne godt være et land, der ønskede så og så meget. Dagen efter ønskede de kun det halve, og på tredjedagen ønskede de fem gange så meget. Der hvor vi står i dag, er vi meget længere henne i kontraktforhandlingerne, og landene er ved at få godkendt budgetterne i de enkelte regeringer,” lyder det fra IR-chefen.

Bavarian venter efter fredagens opjustering nu en omsætning på 1800-2000 mio. kr. i 2022 mod tidligere 1400-1600 mio. kr. Det forventede driftsunderskud (EBITDA) ventes nu at blive 700-900 mio. kr. mod tidligere 900-1100 mio. kr.

Samtidig forventes likviderne ved årets udgang nu at være på 1400-1600 mio. kr. mod tidligere ventet 1200-1300 mio. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også