xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

De BA.4/BA.5-opdaterede vacciner indfases gradvist i det nationale vaccinations­program

Efterårets vaccinationsindsats med de nye covid-19 vacciner er i fuld gang. Endnu en ny, opdateret version af vaccinerne blev godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) for få uger siden og vil snart indgå i det danske vaccinationsprogram.

27 SEP 2022

Vaccinerne mod covid-19 er blevet tilpasset de varianter af virus, der er i omløb. I denne sæson er det omikron-varianter, der dominerer. Den første vaccine, som allerede er taget i brug, er rettet mod BA.1.-varianten, og meget snart ankommer de næste, som er rettet mod BA.4/BA.5-varianterne.
Sundhedsstyrelsen forventer, at begge opdaterede mRNA-vacciner giver en bedre og bredere beskyttelse end de tidligere vacciner.

Den BA.4/BA.5-opdaterede vaccine giver mindst lige så god beskyttelse mod alvorlig sygdom som den allerede godkendte BA.1-opdaterede vaccine og er ligeså sikker som de andre anvendte mRNA-vacciner. Derudover har den muligvis en lidt bedre effekt på smittespredning, fordi den matcher den BA.5-variant, der lige nu er den hyppigste variant i Danmark.

Timing af vaccination er afgørende, og det er væsentligt, at vaccinationsindsatsen er godt i gang, inden smittetallene stiger.

”Vi forventer, at den BA.4/BA.5-opdaterede vaccine giver mindst lige så god beskyttelse mod alvorlig sygdom og død, som den allerede godkendte BA.1-opdaterede vaccine. Det er derfor vores klare anbefaling, at man bliver vaccineret, så snart man har mulighed for det. Det kan endda være, at den BA.4/BA.5-opdaterede vaccine beskytter lidt bedre mod at blive smittet eller videregive smitte end den BA.1-opdaterede vaccine og derfor indfaser vi den i vaccinationsprogrammet”, fortæller vicedirektør Helene Probst.

De nye vacciner vil blive leveret løbende og vil gradvist blive indfaset i takt med, at de bliver tilgængelige lokalt. På den måde vil de med tiden erstatte de BA.1-opdaterede vacciner og forventningen er, at man som udgangspunkt vil blive tilbudt vaccination med BA.4/BA.5-opdaterede vacciner fra midten af oktober 2022.

Anvendelse af bivalente BA.4/BA.5-opdaterede vacciner i efteråret 2022

FAQ om vaccination mod covid-19 og variantopdaterede vacciner

Kort over vaccinationssteder