Danmark får leveret millioner af doser af droppet vaccine: - Det skal vi have stoppet

"Pløkåndssvagt" og "gak" lyder det blandt andet om, at Danmark fortsat modtager coronavacciner fra Johnson & Johnson.

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at Danmark ville modtage 7 millioner doser af vaccinen fra Johnson & Johnson, men tirsdag aften har Sundhedsministeriet præciseret, at det tal altså er cirka 5,7 millioner. De sidste 1,3 millioner havde Danmark kun en option på, som ikke er blevet benyttet.

Over 600.000 vaccinedoser kan lyde af mange.

Men SSI's nuværende lager af Johnson & Johnson-vacciner er småt sammenlignet med, hvor mange doser der er på vej.

For som det ser ud nu, skal omkring 5,7 millioner doser af vaccinen mod coronavirus forbi køleskabene på Amager.

Det er nemlig det antal vacciner, som Danmark har lagt billet ind på gennem europæiske kontrakter. Og selvom vaccinen ikke er en del af det brede danske vaccinationsprogram, fortsætter leveringerne.

- Danmark er forpligtet til at modtage de aftalte ordrer, skriver SSI i en mail til TV 2.

Men vaccinen bør slet ikke komme til Danmark, lyder det fra politikere og eksperter.

Meningsløs dansk mellemstation

Det Konservative Folkepartis sundhedsordfører, Per Larsen, kalder det "helt pløkåndssvagt", at Johnson-vaccinerne skal forbi Amager.

- Det er der slet ingen grund til, for vi skal ikke bruge vaccinen. Det skal vi have stoppet, siger han.

Den amerikanske vaccine blev i maj droppet fra det danske vaccinationsprogram, fordi der var mistanke om en sammenhæng mellem stikket og sjældne tilfælde af sygdommen VITT. Siden blev den udbudt gennem den frivillige tilvalgsordning, hvor lige under 50.000 danskere fik vaccinen. Det svarer til cirka en procent af Danmarks vaccinerede.

Nu ser det ud til, at danskere, der får tilbudt et boosterstik, skal have mRNA-vacciner. Dermed er Johnson-vaccinens fremtid så godt som ikkeeksisterende, lyder det.

- Nu har vi prøvet det, og nu behøver vi ikke eksperimentere med tilvalgsordninger. Så det giver ingen mening, at vi har særligt mange af dem på lager, siger Kirsten Normann Andersen, der er sundhedsordfører for SF.

Hun mener, at vaccinerne i stedet skal til lande, hvor man er kortere i vaccinationsudrulningen. Det er Martin Geertsen, der er sundhedsordfører for Venstre, enig i.

I stedet for at Johnson-doserne "står og fylder" på Amager, bør de blive leveret direkte fra producenten til landet, hvor de skal bruges, mener han.

- De vacciner, som vi endnu ikke har fået leveret, skal omdirigeres. Det er klart målsætningen, siger Martin Geertsen.

Dømt ude af international alliance

En del af problemet ved, at vaccinerne runder Danmark, før de sendes videre, er, at de ikke kan blive en del af COVAX-samarbejdet.

COVAX er en international alliance, der fordeler vacciner til tredjeverdenslande, men de leverer kun direkte fra den enkelte producent til modtagerlandet for at sikre logistik og sikkerhed.

Den beslutning bunder ifølge Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed på Københavns Universitet, i et spørgsmål om tillid.

- Der er ingen tvivl om, at COVAX' ry og rygte kan lide alvorlig skade, hvis noget ikke er, som det skal være med en vaccineleverance. Og den risiko bliver større, hvis vaccinerne ikke kommer direkte fra producenten, siger han.

Når vaccinerne har været på dansk jord, kan myndighederne sende dem videre via bilaterale aftaler. Det har Danmark tidligere gjort med blandt andet Kenya og Bhutan.

Den bilaterale model forbundet med markant mere arbejde, fordi Danmark selv skal indgå aftaler med de enkelte lande fremfor pakkeløsningen fra COVAX, mener Flemming Konradsen.

- Der kan man jo spørge sig selv, hvad meningen er med at pålægge sig selv al den ekstra administrative byrde, siger han.

Flere fordele for mange lande

Vaccinen fra Johnson & Johnson er den vaccine, som Danmark har bestilt allerflest af.

Og selvom vaccinen er droppet herhjemme, kan de 5,7 millioner beskyttende doser gøre meget mere gavn andre steder i verden, lyder det. Blandt andet kræver den kun et stik for fuld beskyttelse og kan opbevares ved almindelig køleskabstemperatur.

- Det er logistisk og prismæssigt en god vaccine at bruge for lav- og mellemindkomstlande, siger Flemming Konradsen.

Lige nu står der 662.350 doser af Johnson & Johnsons vaccine på det danske lager.

Sundhedsministeriet oplyser, at 100.000 af Johnson-doserne er reserveret til en egenbetalingsordning, hvor blandt andet virksomheder kan købe vaccinerne til deres ansatte. Ministeriet regner med, at det primært vil være søfarende, udlandsdanskere og turister, der kommer til at benytte sig af ordningen.

Hvad der skal ske med resten af doserne, er endnu ikke besluttet.

Også Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hveplund, taler for at standse fremtidige danske leveringer af Johnson & Johnson-vacciner. Han kalder det "fuldstændig gak" og "totalt uacceptabelt"

- Det er vores ansvar at få de her vacciner ud til dem, der har brug for dem. For vi har lagt beslag på vaccinerne i første omgang, siger han.